Saturday, March 29, 2008

Sød musik til ørerne



Der var engang en CHANEL-boutique. Den lå i New Yorks hippe SOHO-kvarter på adressen 139 Spring Street, og den ligger der faktisk endnu. I boutique’n kan man, vel at mærke hvis man er villig til at ofre beløb svarende til kvarte, halve og hele månedslønninger, erhverve sig skønne smykker, sko, tøj og tasker af fineste franske kvalitet fra det legendariske modehus CHANEL. Udvalget er stort, og ekspedienterne er mere end almindeligt venlige. Man kan bruge oceaner af tid på at kigge på øreringe, mens den karismatiske og über-velplejede ekspedient Michael underholder med en lind talestrøm, der vidner om et imponerende produktkendskab og en sjælden evne til at konversere om alt mellem himmel og jord: Politik, toldregler, Danmark, lukkeregler, pladeforretninger, haute couture og ideelle rejsemål i USA. Når man så har valgt to par øreringe, pakkes de nænsomt i hver deres fine æske, og man præmieres med en flot pose og en overflod af vareprøver på lækre cremer.

Men nu bliver historien uhyggelig…

Der var engang en CHANEL-butik, ikke en pragtfuld boutique, men en gemen butik, en biks af værste skuffe. Den lå på Strøget i København, og der ligger den stadigvæk. Ekspedienterne er surere end umodne citroner, byttepolitikken er sammenlignelig med stavnsbåndet og vareudvalget er mildest talt nedslående.

Dette eventyr har en simpel morale: Ih, hvor er der dog skønt i New York!

Monday, March 24, 2008

Near prez experience



Alle kender en near death experience, hvor man i et øjeblik tror man vakler mellem liv og død. Men på vores tur til Philadelphia har vi en near prez experience, da vi ser Amerikas måske næsten president, Barack Obama. Allerede om morgenen da vi tager mod byen har Marie set på fjernsynet at Obama skal holde en tale i Philly, der blandt andet skal fungere som ”damage control” i forhold til nogle lidet patriotiske kommentarer hans ven og præst, Jeremiah Wright har leveret.

På vejen hen til endnu et af byens utallige museer ser vi en folkemængde huje foran et konferencecenter. Desto tættere vi kommer på, desto højere jubler de, og det tager ikke lang tid at regne ud, at det ikke er på grund af os. Bedst som vi er kommet helt derhen, og indser vi står i en skov af Obama-tilhængere med flag og plakater kører en bil forbi med politieskorte.

Indefra bilen vinker såmænd ingen andre end Barack Obama til os. Marie vinker tilbage og jeg prøver febrilsk at tage et billede. Der går lige nøjagtig tre sekunder for længe, og det eneste vi får billede af, er bilen der speeder væk som I kan se ovenfor. Men vi havde dog vores near prez experience.



TV-programmet, der annoncerede Obamas besøg i Philly.



Marie der viser sin støtte til Obama.

Det sorte får vender tilbage



Sidst vi var i New York gik vi ikke så meget ud om aftenen, så denne gang har vi arrangeret flere ture ud i nattelivet. Det behøver slet ikke være så dyrt, for eksempel fandt vi ud af, at vores gamle helt Dres fra Black Sheep holdt en comeback koncert til den rørende pris af en penny i forsalg og ganske gratis, hvis man bare møder frem.

Det foregår i Highline Ballroom, en flot koncertsal i New Yorks Chelsey Distrikt på den sydlige del af Manhattan. Da vi kommer frem viste det sig dog at vi er kommet alt for tidligt, så vi spiser først på en cubansk restaurant og vendte så tilbage til koncerten. Her får vi muligheden for at sidde på forreste række på balkonen, hvor der hele koncerten igennem var servering er baren, så vi føler os som et par temmelig heldige, og ikke så lidt fornemme, kartofler.

DJ'en der spiller først er temmelig dårlig og kan ikke finde ud af at mixe pladerne, så det sætter bange anelser i gang for koncerten. De bliver dog gjort til skamme da Dres går på scenen. Både hans hits fra Blacksheep tiden som "The Choice Is Yours" og "Strobelight Honeys" og hans nye materiale fungerer godt. Og gennem næsten en times show rapper han uden backup rapper, hvilket er ret imponerende.

Som en overraskelse har han taget en del af sine venner med. Bl.a. de hardcore rappere fra The Legion, den nye Chicago-rapper Rhymefest, der kækt freestyler om New Yorks afgående guvornør Elliot Spitzers skandale. Den bedste overraskelse er dog at Lady Bug Mecca fra Digable Planets kommer ud og optræder med Dres. Hun spiller også nye ting de har lavet sammen, men det bedste er selvfølgelig da hun spiller "Rebirth of Slick (Cool Like That)" et jazzet rapnummer med en fantastisk basgang.

Efter showet ryger Marie en cigaret med de indfødte mens jeg køber en t-shirt og bliver fotograferet sammen med Dres, der virker synligt imponeret over stadig at have fans i Danmark. Alt i alt en super, og næsten gratis, koncertoplevelse.



Marie nyder showet fra balkonen.



Så så man lige Peter og Dres fra Black Sheep.



Dres i aktion.

Glade amatører i det legendariske Apollo teater



Lang tid før X-Factor, Idol og hvad talentkonkurrencerne nu ellers hedder fandtes der kun een legendarisk konkurrence: "Amateur night at the Apollo". Siden 1934 har det flotte teater på 125th street (nu Martin Luther King Boulevard) i Harlem dannet rammen om kampen for berømmelse for alle fra Billie Holiday, Stevie Wonder og James Brown til Michael Jackson, Dave Chappelle og Eddie Murphy. Men det hele er ikke lutter lagkage, publikum klapper af de dygtige og underholdende og buher af de kedlige. Således er såvel Lauryn Hill som Uffe fra De Nattergale gået fra scenen i Harlem akkompagneret af buh-råb.

Vi har byttet om på vores rejsedag til Philadelphia, da vi hører det skal regne om onsdagen. Det er netop onsdag aften, der er Amateur Night, og da regnen stilner af tager vi ikke ”The A Train” men ”The 1 Train” som vi bor tættest på op til showet. Hvis man tror showet kun besøges af afroamerikanere tager man fejl, der er folk af alle aldre og racer, og det hele er endda sponseret af McDonald’s. Derinde finder vi os dog hurtigt omgivet af lokale, der er kommet for at støtte deres familiemedlemmer i konkurrencen.

Showet starter med folk fra publikum hives op til en dansekonkurrence og der er alt fra en lille dreng, der breakdancer til en fyr fra Texas, der laver linedance. Værten laver konstant vittigheder og man føler sig hele tiden underholdt og inkluderet. Hele showet holdes sammen af et dygtigt orkester der spiller alt fra soul og r’n’b til hip-hop med Ray Chew i front. De dårligste af deltagerne eskorteres af scenen af ”The Executioner”, en komiker der både stepper, laver karatespark i luften og svinger med paraplyer og politistave når de uheldige skal fejes ud.

Vi ser mange forskellige kunstnere, hvoraf publikum især begejstres af en fyr der human beat box. Det imponerer dog ikke værten: ”A grown man doing that shit? I bet he even practices those voices at home”, før han selv laver hjælpeløse lyde med munden. Da vi kort efter buher af en indadvendt pianist, der spiller et gospelnummer, bliver det for meget for værten: ”You’re boo’ing the lord, but you kept the bmmmm-chhhhpppp-brrrrppp guy out here?!” Vi ser også et skoleorkester spille horninstrumenter, men til sidst vinder en ung buttet pige i en fin kjole med sin flotte udgave af Shirley Basseys ”I Who Have Nothing” (hør den originale her).

Vi havde en sjov aften i teateret, og det er skægt at tænke på vi er en del af mere end 70 års historie. Det kan sagtens anbefales at tage ind at se "Amateur night at the Apollo", for selvom det selvfølgelig varierer med standarden af deltagere er hele rammen så professionel og underholdende, at man er garanteret en sjov aften i den historisk bygning.



Teateret indefra. Der måtte desværre ikke tages billeder under showet, og da jeg prøvede, forsøgte teaterbetjenten at sælge 10 dollar fotos fra en bod udenfor.



Marie bliver budt velkommen til Harlem.



Udsigten fra 125th street stationen og ned mod Manhattan.



Sticker på et trafiklys: Stop terrorisme - befri Richard Pryor.

Sunday, March 23, 2008

New York set ovenfra: Top of the Rock


Efter en regnvåd tirsdag beslutter vi os til at spendere onsdagen på MoMA og Top of the Rock. Vi køber en kombinationsbillet til de to attraktioner og slipper 30 dollars per person. Flere penge til alt det andet sjov...

Vi starter med at hæve os 70 etager fra gadeplan op på toppen af the GE Building, som er en del af Rockefeller Plaza. Inden man når til elevatoren, skal man meget igennem. En energisk dame tager billeder af de besøgende siddende på en planke foran en baggrund, der tjener til at efterligne det berømte fotografi af håndværkere, som spiser deres frokost med fødderne dinglende i potentielt frit fald mod den visse død på fortovet flere hundrede meter nede. Vi får også taget et billede, men vælger ikke at købe det, da det mest af alt ligner det, det er: Os siddende på en planke foran en fake sort/hvid baggrund.

Elevatorturen op til 67. etage er forbavsende hurtig, der går maksimalt et minut før vi er helt oppe. Vi får propper i ørene, men turen er behagelig. Elevatorens loft er gennemsigtigt, og skakten er pyntet med blå lys. Der projekteres billeder på det gennemsigtige loft, og der lyder musik fra højttalere.

Udsigten fra 67. etage er fantastisk, men man kan komme endnu længere op. Vi tager en rulletrappe op til næste etage og vandrer det sidste stykke op ad en trappe. Det er muligt at gå hele vejen rundt på etagerne, så man får 360° udsyn over New York. Mest fantastisk ser Empire State Building ud, den er ganske nær, og af naturlige årsager er den jo netop ikke mulig at se fra Empire State Building, hvor man ellers også kan komme op og se det hele fra oven.

Det blæser heftigt på toppen og er lidt koldt. Når man kigger ned på gaden, forekommer oplevelsen ekstra uvirkelig. De velkendte gule taxaer piler rundt som myrer langt, langt nede. Min højdeskræk melder sig, og jeg er glad for den omtrent 3 meter høje glasafskærmning. Panik til trods er det fascinerende at være så højt oppe. På en sommerdag ville man sikkert slet ikke have lyst til at komme ned igen.



















Monday, May 7, 2007

It's like a walk in the (Central) park

Marie & HC i Central Park

Efter at have snuset lidt til Central Park søndag eftermiddag, havde vi besluttet os til at vi skulle se den smukke park i dagslys. Lørdag d. 17. februar viste sig at være den perfekte dag til formålet: Vejret var helt fantastisk, og solen skinnede ned på sneen fra en aldeles skyfri himmel, men det var stadig rigtig koldt, så vi pakkede os godt ind og gik en tur i parken,som ligger ganske tæt på hotellet.

5 Central Park Facts:

- Central Park måler 4 km X 800 m
- Vi så en mand, der spillede saxofon i Central Park, samme mand så vi senere i et afsnit af American Idol
- Central Park åbnede i 1859
- Der er 2 skøjtebaner i Central Park
- Peter købte en hotdog til en dollar med sennep og ketchup i Central Park, som varmt anbefales


Central Park er USA's mest besøgte bypark, og de fleste New Yorkere kunne nok ikke leve uden denne oase midt på Manhattan. I februar måned fremtræder den centrale park som et vaskeægte winter wonderland! Vi var enige om at den på en måde minder lidt om H.C. Ørsteds parken i KBH, bare bedre, selvfølgelig;-) Parkens udsmykning er forbløffende alsidig, og det overordnede tema lader til at være kultur, men ikke nødvendigvis amerikansk kultur. Meningen er i grunden nok bare at der skal være underholdning og noget at se på for enhver smag. Der er således opstillet statuer af Romeo og Julie, Alice i Eventyrland, H.C. Andersen, en rytterstatue af en polsk konge, og den kære hr. Morse (ham med alfabetet), for nu blot at nævne nogle af dem, vi så. Man har også lavet en mindehave for John Lennon, som boede ganske tæt på parken. Mindehaven hedder naturligvis "Strawberry Fields".

Før parken blev grundlagt boede der faktisk omkring 1.600 mennesker på området. De var allesammen fattige, så dem smed man ud i 1857 for at det bedre borgerskab kunne få den fine park at spadsere i. I dag bor der til gengæld en masse små, grå egern og de er nærmest tamme. De stiller gerne op til fotos, og poserer meget professionelt i bedste Disney-stil. Af andre dyr i Central Park (udover fugle og ænder) kan nævnes New Yorkernes små påklædte hunde, som bliver luftet og vist frem. Man kan også køre i hestevogn gennem parken, men vi besluttede os for at gå, selvom hestene fristede.



Det skøreste Central Park har at byde på, må nok siges at være Belvedere Castle. Ja, der ligger faktisk et slot midt i New York. Vi så nu ikke nærmere på det, men nuttet ser det ud. Vi koncentrerede os mest om de dedikationer, der står på alle bænkene i parken. Man kan tilsyneladende købe skriveplads på en bænk, hvor de fleste vælger at dedikere bænken til navngivne familiemedlemmer eller venner. Den mest mindeværdige inskription lød dog "Please sit down and enjoy the park".

Det gjorde vi så.


Peter og den polske konge


Her leger Diana Ross


Peter på parksti


Egernet i dets naturlige habitat


Egernet i moderigtig posering


Set tæt på ligner egernet mest en flaskerenser


Et smukt træ på the Great Lawn

Tuesday, February 20, 2007

From New York - The greatest city in the world...

...It's The Late Show with David Letterman!


Vi er begge to store fans af David Letterman, og havde før afrejse prøvet at få billeter over nettet uden resultat. Da der så startede et større uvejr i midten af ugen, tænkte vi chancen for at få billetter var større. Torsdag morgen gik Peter derfor ned til The Ed Sullivan Theatre, armeret med hue, vanter og en kop Mc-kaffe for at stå i kø for uafhentede billetter.

Det viste sig der slet ikke var en kø at tale om, og lynhurtigt mødte han Bryan, der bad ham udfylde en formular og derefter prøve lykken i lotteriet om de sidste billetter. Mens skemaet blev udfyldt underholdt Bryan med fraser han havde havde lært af en dansk ekskæreste såsom "vidan-går-da?!" Bryan blev afløst af Kate, der tog imod skemaet. Hun var glad for vi kunne se Dave i Danmark og grinede meget da hun hørte der havde været seer-storm for at få showet tilbage. Hun og sagde vi kunne ringe om en time og høre om der var billetter. Da vi ringede var der to billetter lagt til side på "Kate's gold list". Easy as 1-2-3!

Man skal hente sine billetter to timer før showet, der filmes kl. 16:30 selvom det først vises kl. 23:00. Det gjorde vi og blev derefter sendt over i et andet teater, hvor vi skulle lære hvordan man opfører sig under "Late Show". Det viste sig at det var Bryan fra om morgenen, der var vært på seancen, og han var temmelig sjov, han sagde bl.a.: "Our microphones are very sensitive so do not yell out in a high voice if someone mentions the city you're from, the sports-team you support...or even your favorite color!" Han mindede også om Letterman har lavet showet i over 25 år, og at alle ansatte er meget stolte af ham.

Herefter kom vi over i salen, hvor vi sad helt fremme på femte række til højre for scenen. Desværre må man ikke tage billeder, derinde men det var virkelig en oplevelse. David Letterman er superprofessionel og varmer selv publikummet op med lidt standup og besvarer spørgsmål, og Paul Schaefer's orkester spiller i alle pauserne.

Det var næsten surrealistisk at sidde der en time, mens det show man kender så godt løber af stabelen for øjnene af en. Bare at se Biff Henderson, Alan Caulter, Pat Farmer og de andre sædvanlige medvirkende mens de udfører deres arbejde var en oplevelse, og baggrunden med Manhatten og broerne i miniature-udgave er 1000 gange flottere i virkeligheden med dybde perspektiv.

Gæsten var den britiske skuespillerinde Sianna Miller fra filmen Factory Girl som kun Marie kendte på forhånd. Hun var temmelig sjov og de gjorde fælles grin med hun var kommet til at bande på live-tv tidligere.

Den næste gæst var lidt af et lykketræf for os. Nas, som er en fantastisk rapper fra Queens i New York, skulle nemlig tilfældigvis optræde, hvilket vi kun blev klar over da Simon sendte en sms efter at have læst det på hjemmesiden. Han rappede med sit eget band og havde en fantastisk soulsangerinde med, og de spillede det Nat King Cole indspirerede "Unforgetable" sammen. Bagefter råbte Paul: "Finally something I can relate to - some melody! The kids are finally making music with melody!!"

Efter en time, hvor vi følte os i en anden verden var vi tilbage på Broadway, efter at have set David Letterman, hvad der må siges at være tæt på indbegrebet af New York og Amerika!

Her følger lidt billeder vi tog blandet med screenshots fra showet:



Udenfor Ed Sullivan Theatre.



CBS-shoppen, hvor der blev købt David Letterman trøje og kopper.



Late Show logoet.



David Letterman in action.



En ikke helt ueffen bugtaler med to dukker, der sang opera.



Letterman og Sianna Miller.



Nas in action.



Marie efter Late Show.



Peter efter Late Show.