Sød musik til ørerne

Der var engang en CHANEL-boutique. Den lå i New Yorks hippe SOHO-kvarter på adressen 139 Spring Street, og den ligger der faktisk endnu. I boutique’n kan man, vel at mærke hvis man er villig til at ofre beløb svarende til kvarte, halve og hele månedslønninger, erhverve sig skønne smykker, sko, tøj og tasker af fineste franske kvalitet fra det legendariske modehus CHANEL. Udvalget er stort, og ekspedienterne er mere end almindeligt venlige. Man kan bruge oceaner af tid på at kigge på øreringe, mens den karismatiske og über-velplejede ekspedient Michael underholder med en lind talestrøm, der vidner om et imponerende produktkendskab og en sjælden evne til at konversere om alt mellem himmel og jord: Politik, toldregler, Danmark, lukkeregler, pladeforretninger, haute couture og ideelle rejsemål i USA. Når man så har valgt to par øreringe, pakkes de nænsomt i hver deres fine æske, og man præmieres med en flot pose og en overflod af vareprøver på lækre cremer.

Men nu bliver historien uhyggelig…

Der var engang en CHANEL-butik, ikke en pragtfuld boutique, men en gemen butik, en biks af værste skuffe. Den lå på Strøget i København, og der ligger den stadigvæk. Ekspedienterne er surere end umodne citroner, byttepolitikken er sammenlignelig med stavnsbåndet og vareudvalget er mildest talt nedslående.

Dette eventyr har en simpel morale: Ih, hvor er der dog skønt i New York!

Near prez experience

Alle kender en near death experience, hvor man i et øjeblik tror man vakler mellem liv og død. Men på vores tur til Philadelphia har vi en near prez experience, da vi ser Amerikas måske næsten president, Barack Obama. Allerede om morgenen da vi tager mod byen har Marie set på fjernsynet at Obama skal holde en tale i Philly, der blandt andet skal fungere som ”damage control” i forhold til nogle lidet patriotiske kommentarer hans ven og præst, Jeremiah Wright har leveret.

På vejen hen til endnu et af byens utallige museer ser vi en folkemængde huje foran et konferencecenter. Desto tættere vi kommer på, desto højere jubler de, og det tager ikke lang tid at regne ud, at det ikke er på grund af os. Bedst som vi er kommet helt derhen, og indser vi står i en skov af Obama-tilhængere med flag og plakater kører en bil forbi med politieskorte.

Indefra bilen vinker såmænd ingen andre end Barack Obama til os. Marie vinker tilbage og jeg prøver febrilsk at tage et billede. Der går lige nøjagtig tre sekunder for længe, og det eneste vi får billede af, er bilen der speeder væk som I kan se ovenfor. Men vi havde dog vores near prez experience.



TV-programmet, der annoncerede Obamas besøg i Philly.



Marie der viser sin støtte til Obama.

Det sorte får vender tilbage

Sidst vi var i New York gik vi ikke så meget ud om aftenen, så denne gang har vi arrangeret flere ture ud i nattelivet. Det behøver slet ikke være så dyrt, for eksempel fandt vi ud af, at vores gamle helt Dres fra Black Sheep holdt en comeback koncert til den rørende pris af en penny i forsalg og ganske gratis, hvis man bare møder frem.

Det foregår i Highline Ballroom, en flot koncertsal i New Yorks Chelsey Distrikt på den sydlige del af Manhattan. Da vi kommer frem viste det sig dog at vi er kommet alt for tidligt, så vi spiser først på en cubansk restaurant og vendte så tilbage til koncerten. Her får vi muligheden for at sidde på forreste række på balkonen, hvor der hele koncerten igennem var servering er baren, så vi føler os som et par temmelig heldige, og ikke så lidt fornemme, kartofler.

DJ'en der spiller først er temmelig dårlig og kan ikke finde ud af at mixe pladerne, så det sætter bange anelser i gang for koncerten. De bliver dog gjort til skamme da Dres går på scenen. Både hans hits fra Blacksheep tiden som "The Choice Is Yours" og "Strobelight Honeys" og hans nye materiale fungerer godt. Og gennem næsten en times show rapper han uden backup rapper, hvilket er ret imponerende.

Som en overraskelse har han taget en del af sine venner med. Bl.a. de hardcore rappere fra The Legion, den nye Chicago-rapper Rhymefest, der kækt freestyler om New Yorks afgående guvornør Elliot Spitzers skandale. Den bedste overraskelse er dog at Lady Bug Mecca fra Digable Planets kommer ud og optræder med Dres. Hun spiller også nye ting de har lavet sammen, men det bedste er selvfølgelig da hun spiller "Rebirth of Slick (Cool Like That)" et jazzet rapnummer med en fantastisk basgang.

Efter showet ryger Marie en cigaret med de indfødte mens jeg køber en t-shirt og bliver fotograferet sammen med Dres, der virker synligt imponeret over stadig at have fans i Danmark. Alt i alt en super, og næsten gratis, koncertoplevelse.



Marie nyder showet fra balkonen.



Så så man lige Peter og Dres fra Black Sheep.



Dres i aktion.

Glade amatører i det legendariske Apollo teater

Lang tid før X-Factor, Idol og hvad talentkonkurrencerne nu ellers hedder fandtes der kun een legendarisk konkurrence: "Amateur night at the Apollo". Siden 1934 har det flotte teater på 125th street (nu Martin Luther King Boulevard) i Harlem dannet rammen om kampen for berømmelse for alle fra Billie Holiday, Stevie Wonder og James Brown til Michael Jackson, Dave Chappelle og Eddie Murphy. Men det hele er ikke lutter lagkage, publikum klapper af de dygtige og underholdende og buher af de kedlige. Således er såvel Lauryn Hill som Uffe fra De Nattergale gået fra scenen i Harlem akkompagneret af buh-råb.

Vi har byttet om på vores rejsedag til Philadelphia, da vi hører det skal regne om onsdagen. Det er netop onsdag aften, der er Amateur Night, og da regnen stilner af tager vi ikke ”The A Train” men ”The 1 Train” som vi bor tættest på op til showet. Hvis man tror showet kun besøges af afroamerikanere tager man fejl, der er folk af alle aldre og racer, og det hele er endda sponseret af McDonald’s. Derinde finder vi os dog hurtigt omgivet af lokale, der er kommet for at støtte deres familiemedlemmer i konkurrencen.

Showet starter med folk fra publikum hives op til en dansekonkurrence og der er alt fra en lille dreng, der breakdancer til en fyr fra Texas, der laver linedance. Værten laver konstant vittigheder og man føler sig hele tiden underholdt og inkluderet. Hele showet holdes sammen af et dygtigt orkester der spiller alt fra soul og r’n’b til hip-hop med Ray Chew i front. De dårligste af deltagerne eskorteres af scenen af ”The Executioner”, en komiker der både stepper, laver karatespark i luften og svinger med paraplyer og politistave når de uheldige skal fejes ud.

Vi ser mange forskellige kunstnere, hvoraf publikum især begejstres af en fyr der human beat box. Det imponerer dog ikke værten: ”A grown man doing that shit? I bet he even practices those voices at home”, før han selv laver hjælpeløse lyde med munden. Da vi kort efter buher af en indadvendt pianist, der spiller et gospelnummer, bliver det for meget for værten: ”You’re boo’ing the lord, but you kept the bmmmm-chhhhpppp-brrrrppp guy out here?!” Vi ser også et skoleorkester spille horninstrumenter, men til sidst vinder en ung buttet pige i en fin kjole med sin flotte udgave af Shirley Basseys ”I Who Have Nothing” (hør den originale her).

Vi havde en sjov aften i teateret, og det er skægt at tænke på vi er en del af mere end 70 års historie. Det kan sagtens anbefales at tage ind at se "Amateur night at the Apollo", for selvom det selvfølgelig varierer med standarden af deltagere er hele rammen så professionel og underholdende, at man er garanteret en sjov aften i den historisk bygning.



Teateret indefra. Der måtte desværre ikke tages billeder under showet, og da jeg prøvede, forsøgte teaterbetjenten at sælge 10 dollar fotos fra en bod udenfor.



Marie bliver budt velkommen til Harlem.



Udsigten fra 125th street stationen og ned mod Manhattan.



Sticker på et trafiklys: Stop terrorisme - befri Richard Pryor.

New York set ovenfra: Top of the Rock

Efter en regnvåd tirsdag beslutter vi os til at spendere onsdagen på MoMA og Top of the Rock. Vi køber en kombinationsbillet til de to attraktioner og slipper 30 dollars per person. Flere penge til alt det andet sjov...

Vi starter med at hæve os 70 etager fra gadeplan op på toppen af the GE Building, som er en del af Rockefeller Plaza. Inden man når til elevatoren, skal man meget igennem. En energisk dame tager billeder af de besøgende siddende på en planke foran en baggrund, der tjener til at efterligne det berømte fotografi af håndværkere, som spiser deres frokost med fødderne dinglende i potentielt frit fald mod den visse død på fortovet flere hundrede meter nede. Vi får også taget et billede, men vælger ikke at købe det, da det mest af alt ligner det, det er: Os siddende på en planke foran en fake sort/hvid baggrund.

Elevatorturen op til 67. etage er forbavsende hurtig, der går maksimalt et minut før vi er helt oppe. Vi får propper i ørene, men turen er behagelig. Elevatorens loft er gennemsigtigt, og skakten er pyntet med blå lys. Der projekteres billeder på det gennemsigtige loft, og der lyder musik fra højttalere.

Udsigten fra 67. etage er fantastisk, men man kan komme endnu længere op. Vi tager en rulletrappe op til næste etage og vandrer det sidste stykke op ad en trappe. Det er muligt at gå hele vejen rundt på etagerne, så man får 360° udsyn over New York. Mest fantastisk ser Empire State Building ud, den er ganske nær, og af naturlige årsager er den jo netop ikke mulig at se fra Empire State Building, hvor man ellers også kan komme op og se det hele fra oven.

Det blæser heftigt på toppen og er lidt koldt. Når man kigger ned på gaden, forekommer oplevelsen ekstra uvirkelig. De velkendte gule taxaer piler rundt som myrer langt, langt nede. Min højdeskræk melder sig, og jeg er glad for den omtrent 3 meter høje glasafskærmning. Panik til trods er det fascinerende at være så højt oppe. På en sommerdag ville man sikkert slet ikke have lyst til at komme ned igen.