Der var engang en CHANEL-boutique. Den lå i New Yorks hippe SOHO-kvarter på adressen 139 Spring Street, og den ligger der faktisk endnu. I boutique’n kan man, vel at mærke hvis man er villig til at ofre beløb svarende til kvarte, halve og hele månedslønninger, erhverve sig skønne smykker, sko, tøj og tasker af fineste franske kvalitet fra det legendariske modehus CHANEL. Udvalget er stort, og ekspedienterne er mere end almindeligt venlige. Man kan bruge oceaner af tid på at kigge på øreringe, mens den karismatiske og über-velplejede ekspedient Michael underholder med en lind talestrøm, der vidner om et imponerende produktkendskab og en sjælden evne til at konversere om alt mellem himmel og jord: Politik, toldregler, Danmark, lukkeregler, pladeforretninger, haute couture og ideelle rejsemål i USA. Når man så har valgt to par øreringe, pakkes de nænsomt i hver deres fine æske, og man præmieres med en flot pose og en overflod af vareprøver på lækre cremer.
Men nu bliver historien uhyggelig…
Der var engang en CHANEL-butik, ikke en pragtfuld boutique, men en gemen butik, en biks af værste skuffe. Den lå på Strøget i København, og der ligger den stadigvæk. Ekspedienterne er surere end umodne citroner, byttepolitikken er sammenlignelig med stavnsbåndet og vareudvalget er mildest talt nedslående.
Dette eventyr har en simpel morale: Ih, hvor er der dog skønt i New York!
No comments:
Post a Comment