Glade amatører i det legendariske Apollo teater

Lang tid før X-Factor, Idol og hvad talentkonkurrencerne nu ellers hedder fandtes der kun een legendarisk konkurrence: "Amateur night at the Apollo". Siden 1934 har det flotte teater på 125th street (nu Martin Luther King Boulevard) i Harlem dannet rammen om kampen for berømmelse for alle fra Billie Holiday, Stevie Wonder og James Brown til Michael Jackson, Dave Chappelle og Eddie Murphy. Men det hele er ikke lutter lagkage, publikum klapper af de dygtige og underholdende og buher af de kedlige. Således er såvel Lauryn Hill som Uffe fra De Nattergale gået fra scenen i Harlem akkompagneret af buh-råb.

Vi har byttet om på vores rejsedag til Philadelphia, da vi hører det skal regne om onsdagen. Det er netop onsdag aften, der er Amateur Night, og da regnen stilner af tager vi ikke ”The A Train” men ”The 1 Train” som vi bor tættest på op til showet. Hvis man tror showet kun besøges af afroamerikanere tager man fejl, der er folk af alle aldre og racer, og det hele er endda sponseret af McDonald’s. Derinde finder vi os dog hurtigt omgivet af lokale, der er kommet for at støtte deres familiemedlemmer i konkurrencen.

Showet starter med folk fra publikum hives op til en dansekonkurrence og der er alt fra en lille dreng, der breakdancer til en fyr fra Texas, der laver linedance. Værten laver konstant vittigheder og man føler sig hele tiden underholdt og inkluderet. Hele showet holdes sammen af et dygtigt orkester der spiller alt fra soul og r’n’b til hip-hop med Ray Chew i front. De dårligste af deltagerne eskorteres af scenen af ”The Executioner”, en komiker der både stepper, laver karatespark i luften og svinger med paraplyer og politistave når de uheldige skal fejes ud.

Vi ser mange forskellige kunstnere, hvoraf publikum især begejstres af en fyr der human beat box. Det imponerer dog ikke værten: ”A grown man doing that shit? I bet he even practices those voices at home”, før han selv laver hjælpeløse lyde med munden. Da vi kort efter buher af en indadvendt pianist, der spiller et gospelnummer, bliver det for meget for værten: ”You’re boo’ing the lord, but you kept the bmmmm-chhhhpppp-brrrrppp guy out here?!” Vi ser også et skoleorkester spille horninstrumenter, men til sidst vinder en ung buttet pige i en fin kjole med sin flotte udgave af Shirley Basseys ”I Who Have Nothing” (hør den originale her).

Vi havde en sjov aften i teateret, og det er skægt at tænke på vi er en del af mere end 70 års historie. Det kan sagtens anbefales at tage ind at se "Amateur night at the Apollo", for selvom det selvfølgelig varierer med standarden af deltagere er hele rammen så professionel og underholdende, at man er garanteret en sjov aften i den historisk bygning.



Teateret indefra. Der måtte desværre ikke tages billeder under showet, og da jeg prøvede, forsøgte teaterbetjenten at sælge 10 dollar fotos fra en bod udenfor.



Marie bliver budt velkommen til Harlem.



Udsigten fra 125th street stationen og ned mod Manhattan.



Sticker på et trafiklys: Stop terrorisme - befri Richard Pryor.