Vi opdagede et skægt fænomen mens vi var i New York. Næsten alle beskeder til ansatte i et givent erhverv står at læse frit tilgængeligt i det offentlige rum. F.eks. "All employees must wash hands after using rest room!" Således også "Raise plow!" der øjensynligt signalerer til snerydderne, at nu er det tid til at få ploven i vejret.
Den sidste dag, efter diverse ice-storms var overstået tog vi derfor en god dansk plovmand, også kendt som 500 kr med i byen, og hævede den i vejret.
Som man siger - when you're in Rome do as the Romans :-)
Dagen efter vi ankom havde vi købt billetter til Hush Tour, hvor hiphop pionerer guider publikum op gennem Harlem og The Bronx, hvor hiphop startede for mere end 30 år siden. Turen hedder Hush pga. det engelske ord for 'tys', altså en historie om noget hemmeligt, og samtidig fordi den putter 'us' i midten af 'hip hop'.
Der var afgang lige syd for Empire State Building, og det var en glædelig overraskelse at der var to guider: Reggie Reg fra Harlems Crash Crew samt Grandmaster Caz fra de legendariske Cold Crush Brothers!
Efter kort ventetid på den lokale diner lød startskudet for turen, der gik med bus op mod hiphoppens arnested. Grandmaster Caz styrede mikrofonen, og fortalte levende om hiphoppens opståen, men nævnede også når vi kørte forbi Apollo, kontorerne til Bill Clinton (eller som Caz sagde, den første sorte amerikanske præsident) og meget mere. Han var virkelig en entertainer og det satte prikken over i'et på en kanon tur. Marie kom hurtigt i kridthuset, da Grandmaster Caz spurgte hvilke elementer, der udgør hiphoppen og hun råbte: "MC'ing", hvortil Grandmaster Caz grinende replicerede: "everybody give her a round of applause, if she had said rapping she would have been of the bus!"
Først kørte vi forbi Frank E Campell's Funeral Chappel, hvor bl.a. den verdenssberømte Brooklynrapper Notorious B.I.G. blev vist frem før sin begravelse, dernæst op gennem Harlem, hvor vi bl.a. så graffiti hall of fame, hvor New York's bedste graffitimalere hvert år skaber en ny kullise på de gigantiske mure, så forbi Rucker Park, hvor Harlems - og der med verdens - bedste streetbasket spillere slår deres folder - og Doug E Fresh i øvrigt bor ved siden af.
Derefter krydsede vi broen op til The Bronx - eller som Grandmaster Caz udtrykte det 'you're now entering Holy Ground'. Udover Yankie's stadium så vi også Bronx's Walk of Fame, hvor kendte bybørn får deres navne på gadeskiltene ikke ulig fliserne i Hollywood - bl.a. er Afrika Bambaataa, KRS-One og DJ Red Alert blevet foreviget.
Vi tog så tilbage til Harlem og spiste soulfood på en superautentisk restaurant, hvor man kunne mæske sig i alt fra grisefødder og southern fried chicken til vandmellon og black eyed peas. Ved siden af dineren lå i øvrigt en legendarisk pladeforretning, hvor indehaveren Bobby Robinson var en af de første til at udgive hiphopplader helt tilbage i 1979. Derefter gik den ellers tilbage igen mod Manhatten, med både en rapkoncert fra Grandmaster Caz på bussen og hiphop quiz fra Reggie Reg (vi klarede os helt okay).
Det var helt sikkert alle pengene værd og en enorm oplevelse at se de ting vi har hørt om på plade og læst om i bøger - ikke mindst at få det fortalt af to guider, der har været med til at starte hvad der er blevet en af de største ungdomskulturer i verden.
Her følger nogle af de billeder vi tog:
Frank E Campbell's Funeral Chappell.
Grandmaster Caz underholder på bussen.
Graffiti Hall of Fame i Harlem.
Peter i Hall of Fame.
Strømkilden til de første hiphop jams - en gadelygte.
Marie og Bronx Bridge.
Afrika Bambaataa's gadeskilt på Bronx's Walk of Fame.
Resaturanten hvor vi spiste soulfood samt Bobby Robinsons pladeforretning.
Peter spiser grisefødder.
Marie fik vandmellon.
Peter og Reggie Reg.
Gruppebillede af os allesammen.
Man må desværre ikke filme på turen, men her er et Youtube klip af deres promotionvideo:
Velkommen til foerste update live fra NYC! Foerst lidt om turen herover, der endte med a vaere held i uheld. Vores fly i Kastrup var nemlig overbooked saa Continental tilmoed os hver 500$ (i rejsegavekort) for at tage over Paris i stedet.
Det fungerede upaaklageligt hvis man ikke lige regner stressfaktoren i Kastrup samt turen gennem den labyrintiske lufthavn de kalder Charles de Gaulle med. Under alle omstaendigheder ankom vi glade og forventningsfulde til NewArk airport uden forsinkelser.
Vi må hellere lige nævne vi bor på Riverside Tower Hotel til særdeles billige penge New Yorks hotelpriser taget i betragtning. Der er udsigt over Hudsonfloden så det kunne ikke være mere Woody Allen'sk. Marie har tidligere boet der, og det skulle være både superduper og honkydory!
Vi skylder selvfølgelig en tak til Maries far Ole, der før sin død lovede os penge til turen. Han nægtede som gammel 68'er selv ethver tanke om at rejse til de forfærdelige forenede stater, men havde fuld forståelse for sin datters ønske om at besøge The big city of dreams endnu engang.
Vi har brugt pengene Marie fik af Ole til flybilleterne og er meget stolte over at kunne tage på denne tur, som vi har lovet ham. Tusind tak Ole!
Så er det lige om lidt vi skal til New York. Vi har planlagt en masse spændende synes vi selv. Vi har købt billetter til en guidet hiphop tour gennem Harlem og Bronx, til et lokalt wrestling show, ud og høre musik og meget andet.
Vi håber at nå både The Met, Ellis Island, MoMA og The Apollo. Og tænk hvis man kunne få billetter til David Letterman(!?)
Vi skal nok løbende opdatere, hvis vi får mulighed for det, men ellers bliver der heftigt anekdoteret når vi kommer hjem og forhåbentlig har tillagt os ud(en)landsdanske accenter :-)